Risikogrupper

Både raske og syge børn kan opleve et kompliceret forløb af skoldkopper, så man kan ikke forudsige om et forløb bliver svært eller ej på forhånd. Dog findes der særligt udsatte grupper, der har øget risiko for et kompliceret skoldkoppeforløb – eksempelvis:

For tidligt fødte børn – derfor er der klare regler på Danmarks neonatalafdelinger om besøg fra søskende, der måske kan hive skoldkopper med på hospitalet

Børn med nedsat immunforsvar forårsaget af enten sygdom eller medicin: Børn med kræft i kemoterapi, børn med immundefekt, børn i immundæmpende behandling, børn i langtidsbehandling med steroider eller børn, der har gennemgået organtransplantation.

Større børn har typisk også et sværere forløb end yngre.

I visse ovenstående situationer anbefaler man behandling med virusdæmpende medicin. Det er derfor vigtigt, at du kontakter din læge, hvis du eller dit barn er i risikogruppe og tror, at I måske har skoldkopper og/eller relaterede komplikationer eller været udsat for smitte. Du bør også kontakte din læge, hvis:

Dit barns tilstand er meget påvirket, f.eks. hvis kontakten ikke er god, eller hvis barnet ikke indtager væske.

Du er bekymret eller utryg ved dit syge barn.

Du har behov for undersøgelse og/eller vejledning fra sundhedspersonale.

Du bør også være opmærksom , hvis du oprindeligt er fra et land nær ækvator og er blevet eksponeret for skoldkopper – idet du muligvis ikke har været udsat for sygdommen som barn. Skoldkopper er mere almindelige hos unge og voksne fra disse områder.

DK-NON-01004 - 10/5 2022